Referat fra mødet “Styrk dit brand på LinkedIn”
Gå hjem møde 24. februar med fokus på LinkedIn
Langt de fleste erhvervsaktive, heriblandt også dem der på den ene eller anden måde er beslutningstagere i deres virksomheder, er på LinkedIn i dag, og stadigt flere og flere opretter en profil.
For virksomheder betyder dette, at der på LinkedIn findes oceaner af potentielle kunder, og dette tal vil højst sandsynligt blive ved med stige i fremtiden. Spørgsmålet er så bare, hvordan man som virksomhed bedst benytter LinkedIn til at styrke forretningen, hvordan finder man de helt rigtige kontakter, som er potentielle kunder, og hvordan kan man gøre disse kontakter til faktiske kunder i sin virksomhed.
Dette blev de 15 deltagere på Dragør Erhvervs seneste gå-hjem-møde meget klogere på. Mødet foregik hos Udespa på Englandsvej. Her bød direktør, Flemming Aunel, velkommen til fremmødte, hvor han fortalte lidt om sin virksomhed, og de produkter Udespa tilbyder.
Udespa er specialister indenfor udendørs spabade og swimspa, og de har Danmarks største udvalg af produkter, hvilket bl.a. inkluderer spabade fra verdens største producent – Jacuzzi. Foruden den store butik på Englandsvej, så har Udespa også en webshop, hvorigennem de sælger deres produkter til hele landet.
Efter Flemming Aunel havde budt velkommen og fortalt lidt om sin virksomhed, så var det tid til aftenens oplæg om LinkedIn, og her kom Henrik Sidenius på banen. Henrik er ejer af virksomheden Circles of Business, og han har igennem de seneste otte år arbejdet med telemarketing og salgstræning, hvori LinkedIn indgår, som et af de efterhånden vigtigste værktøjer.
På mødet gav Henrik deltagerne et inspirerende lynkursus i, hvordan man som virksomhed kan optimere profil på LinkedIn og aktivt benytte det sociale medie som et stærkt salgsværktøj. De fremmødte blev præsenteret for konkrete tips og tricks til, hvordan man kan benytte LinkedIn til at opsnuse vigtige personer, som kunne være potentielle kunder.
Henrik viste også, hvordan man helt generelt opsætter sin profil med alt fra, hvad man ønsker at dele med ens netværk til profilbilledet. Efter den grundlæggende gennemgang gik Henrik videre til at fortælle deltagerne, hvordan de finder de rigtige kontakter, som kan være potentielle kunder på LinkedIn.