Socialdemokraterne
Socialdemokraterne om erhvervspolitik i Dragør
Nedenstående er et udpluk af vores valgprogram:
– Vi vil fortsat have høj kommunal service, hvad angår rådgivning og hurtig sagsbehandling ved etablering af virksomheder i Dragør. Vi vil også fortsat presse på for at kunne udvide erhvervsarealet ved A.P. Møllers Allé. Blandt andet for at øge beskæftigelses-mulighederne lokalt.
– Samarbejdet mellem turisme og erhverv skal bidrage til øget indtjening og bredere kendskab til vores handelsliv, naturarealer og kulturelle institutioner.
– Socialdemokraterne vil fortsat arbejde for tankerne bag Tænketankens projekt. Første skridt er allerede taget med den vedtagne lokalplanlægning af erhvervsudviklingen på havnen.
Socialdemokraterne ser turismen, som en del af erhvervs-paletten i Dragør. Vi mener, at koordinering af turiststrømmene til Dragør kan have positive afledte konsekvenser for det øvrigt lokale erhvervsliv.
Dragør har været karakteriseret ved lokale centerforeninger, Gadelaug og grundejerforening (APM). Socialdemokraterne har derfor støttet bestræbelserne for dannelse af Dragør Erhverv som et dialogforum for det lokale erhvervsliv.
Vi vil gerne styrke rammerne for det lokale erhvervsliv, ligesom vi gerne vil give økonomisk støtte til konkrete formål. Vi mener, samarbejdet mellem erhvervet og den kommunale forvaltning kan intensiveres, hvilket også bør komme borgerne til gode. Vi mener samtidig, at byudvikling og byforskønnelse, som f.eks. med Kongevejen, sammen med gode kommunale serviceydelser, kan tiltrække og fastholde lokale virksomheder og deres medarbejdere.
Af konkrete nedslag de senere år kan nævnes:
– Jeg nedsatte Tænketanken mhp. at lave et havneprojekt, KB300306
– Socialdemokraterne foreslår at udarbejde Lokalplan 70 (erhvervsudvikling på havnen), KB290508
– Socialdemokraterne foreslår at A.P. Møllers Alle (lp27) udvides, KB230212
– Socialdemokraterne foreslår at udarbejde en Erhvervspolitik, KB290312
Socialdemokraterne ønsker fortsat, gennem konkrete forslag og i dialog, at fremme lokale vækstvilkår for erhvervslivet i bredeste forstand.
Venlig hilsen
Allan Holst