Klik og hent-konceptet kan hjælpe din virksomhed igennem krisen
Har du hørt om klik og hent-konceptet? Det er en smart mulighed for stadig at holde gang i din forretning, selvom din fysiske butik er lukket ned pga. de nyeste corona-restriktioner. Læs denne artikel for gode råd og tips.
Med klik og hent-konceptet behøver du ikke en online shop for at tjene penge under coronanedlukningen. Selvom de nye restriktioner har lukket alle fysiske butikker med få undtagelser, er det nemlig stadig lovligt at udlevere varer i døren til kunderne, men kun hvis de har betalt på forhånd.
”Vi ser alle frem imod en tid uden restriktionerne, men indtil den tid kommer så er dette koncept en rigtig god mulighed for Dragørs virksomheder,” siger formand for Dragør Erhverv, Rasmus Gundelund Nielsen.
De to vigtigste ting som man skal huske på er, at kunderne skal betale hjemmefra, f.eks. ved brug af MobilePay eller en bankoverførsel, og at kunderne ikke kommer ind på butikkens areal, når de kommer for at hente produkterne.
Krisen kræver god kommunikation
Krisen og de nye restriktioner kræver nye måder at drive forretning på i Dragør. Derfor er det vigtigt, at vi benytter nye værktøjer som f.eks. klik og hent. Men det er også vigtigt, at budskabet kommer ud til kunderne.
”Det er blevet sværere at sælge produkter til kunder under krisen. Derfor er det utrolig vigtigt, at man kommunikerer med sine kunder, hvis man begynder at bruge andre salgsmetoder som sociale medier kombineret med klik og hent, eller en webshop,” siger Rasmus Gundelund Nielsen og fortsætter:
”Man kan f.eks. bruge de sociale medier, eller indrykke annoncer i digitale og fysiske aviser for at gøre opmærksom på sine tilbud og ydelser.”
Før man kaster sig ud i klik og hent-konceptet, er det dog vigtigt at sætte sig ind i, hvilken indvirkning dette kan have på mulighederne for at søge om de forskellige corona-hjælpepakker, herunder lønkompensation.