Erhvervsnyheder på DR, savsmuld og godt håndværk
Gå-hjem-møde hos Flindt & Pedersen:
Erhvervsnyheder på DR, savsmuld og godt håndværk
Erhvervsledere fra Dragør mødtes 30. april til en aften hos Flindt & Pedersen, som kom til at handle både om erhvervsnyheder på DR og tømrerfirmaets udfordringer. John Flindt havde ryddet og fejet det tidligere dansegulv i Kernehuset, som i dag huser Snedker- Tømrerfirmaet Flindt & Pedersen på Fælledvej 2.
Dragør Erhvervs formand Rasmus Gundelund Nielsen bød velkomne til Dragør Erhvervs tredje sæson som erhvervsforening. Bjørn Lambæk, journalistisk chef for Erhverv & Økonomi på DR, lagde derefter ud med et oplæg, som bl.a. handlede om DR’s forpligtelser som public-service, spilleregler og formater for erhvervsnyheder samt presseetiske aspekter.
Bjørn Lambæk forklarede, hvad han som erhvervsjournalistisk chef er særlig opmærksom på at levere til de nyhedsudsendelser, som rammer den brede befolkning – og hvordan DR nyhederne tilstræber at være både relevante, aktuelle, faktuelle og fængende, så de fanger lytteren og seeren bedst muligt.
Efter et grundigt og interessant oplæg kom der gang i debatten, som kom rundt om mange facetter i dækningen af erhvervsstoffet. Både udfordringen i at komme først med nyheder og have tid nok til at kontrollere fakta og kilder – og evnen og viljen til at rette fejl tydeligt – blev vendt. Der gik heller ikke længe før debatten handlede om presseetik med Se & Hørs anvendelse af personlige kreditoplysninger som et uhyggeligt aktuelt eksempel.
Efter en pause med netværk og lystig snak beskrev John Flindt, medejer af Flindt & Pedersen, hvordan Snedker- Tømrerfirmaets arbejde foregår. Flindt & Pedersen servicerer dels en fast kreds af boligforeninger og trofaste private kunder i lokalsamfundet. Firmaet har meget fokus på at indfri forventningerne hos nuværende kunder, og John udtrykte glæde ved at opleve stor loyalitet blandt kunderne i Dragør. Vi kom også omkring de stigende udfordringer den lokale håndværker står overfor, når internettet gør det nemt for alle at zappe rundt og bede om tilbud fra mange håndværkere. Der var også tid til at høre om firmaets historie, og hvordan Flindt & Pedersen indtil videre har været en del af Dragørs lokale erhvervsliv i 25 år.
Næste gå-hjem-møde hos Dragør Erhverv går til Bella Centret og Bella Sky – læs mere
Billeder fra besøget hos Flindt & Pedersen: Bjørn Lambæk fortalte levende om, hvordan DR-nyhederne behandler stofområdet erhverv og økonomi. Der var fart over feltet, da John Flindt gav et indblik i, hvordan Flindt & Pedersen drives – et lokalt tømre- og snedkerfirma med 10 ansatte.Tilhørerne fik noget med hjem, en god debat og tid til netværk i pausen.