Søvn, kost, motion og overbevisende adfærd
Søvn, kost, motion og overbevisende adfærd
En stor del af Dragørs erhvervsledere er selvstændige virksomhedsejere, og mange af dem driver små virksomheder med få ansatte, hvor de også selv er med til at yde en stor del af produktionen.
Dette betyder, at søvn, sund kost og motion kan være en udfordring for disse mennesker. Oveni kommer den forretningsmæssige udfordring med at overbevise og forklare medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder om, hvordan samarbejdet og retningen i arbejdet skal være.
Alle disse ting blev adresseret på Dragør Erhvervs seneste gå-hjem-møde, hvor medlemmer og gæster besøgte Fysiq i Dragør. Her fortalte den daglige leder, Lars Kristensen, om de alsidige tilbud, Fysiq har til travle erhvervsfolk, som ønsker at holde deres krop ved lige, have mere overskud i hverdagen og holde lidt længere.
Fysiq er både et træningscenter, hvor man kan dyrke alle mulige former for motion – individuelt og på hold – samt et sundhedshus, som forebygger og behandler idrætsskader, sygdom og laver genoptræning. Desuden tilbyder Fysiq et otte måneders intensivt forløb til personer, som ønsker at lægge deres livsstil om og leve sundere.
Da Lars Kristensen var færdig med at fortælle og vise rundt i centrets hyggelige lokaler i Dragør, tog coach og gidselforhandler Michael Sjøberg over. Han er oprindeligt russisk sprogofficer, og han har bl.a. været med til at definere Forsvarets metoder for gidsel- og konflikthåndtering.
Sammen med Poul-Erik Sjøberg har Michael Sjøberg startet rådgivnings- og kursusvirksomheden, Human Advisor, som tilbyder sikkerhedsrådgivning- og undervisning til virksomheder, rådgivning ved fusioner og opkøb samt undervisning i operativ kropssprogsanalyse og løgndetektion.
På gå-hjem-mødet gav Michael Sjøberg deltagerne et lille, inspirerende kursus i, hvordan man med sin holdning, kommunikation og sit kropssprog bliver mere overbevisende og succesfuld i alle vigtige forretningsmøder.
Med eksempler fra sit eget arbejde samt den politiske og internationale scene kom han med praktiske råd og værktøjer til, hvordan man laver en god forberedelse, håndterer stress under møder, optimerer sine egne muligheder for at opnå succes, bruger sin viden om kropssprog, opbygger relationer og håndterer modstand.
Efter nogle interessante og intensive timer sluttede mødet med sandwiches, lidt at drikke og livlig debat og netværk blandt de deltagende.