Virksomhedsdag i Dragør
Virksomhedsdag i Dragør
Dragør Kommune og Dragør Erhverv holder virksomhedsdag onsdag den 17. juni. I år er fokus på faglig sparring og mentorordning for virksomheder og iværksættere.
På mødet gives nogle bud på, hvordan sparring og mentorordning kan medvirke til videre udvikling, uanset om man er i opstartsfasen eller mere veletableret. Derefter er der workshop med diskussion af mulighederne, og hvordan kommunen og erhvervsledere kan arbejde sammen og udnytte sparring og mentorordning til at forbedre og udvikle Dragørs erhvervsliv.
Virksomhedsdagen holdes onsdag den 17. juni kl. 17.00 hos Hvalsøgruppen på A. P. Møllers Allé 9C.
Brug en aften på inspiration, netværk, godt selskab og hils samtidig på kommunens nye erhvervs- og turistchef, Claus Rex.
I løbet af aftenen gives der faglig inspiration fra tre oplægsholdere, som hver vil give deres input til, hvad vi som virksomheder og mennesker kan bruge sparring og mentorordninger til. Der er på mødet rig mulighed for at stille spørgsmål, udveksle erfaringer og ideer samt netværke med erhvervsledere fra Dragør. Kommunen og Dragør Erhverv byder på lettere forplejning.
Program:
- Velkommen v/Borgmester Eik Dahl Bidstrup og Formand for Dragør Erhverv Rasmus Gundelund Nielsen.
- Hvordan klarer virksomheder, som har mentorer sig, sammenlignet med dem som ikke har? v/Niels Buchholst, erhvervsmand med international ledelseserfaring på topniveau og formand for Sparringspartnerne.
- Hvad giver sparringen virksomheden – og hvad giver den mig? v/Michael Staal, tidligere chef for Velux’ salg i Tyskland, elitechef i Dansk Sejlunion og adm. direktør i Brunata. Bor i Dragør og har stor erfaring som mentor/sparringspartner bl.a. fra Connect Denmark.
- Diskussion: Tal med sidemanden og stil spørgsmål til oplægsholderne – Claus Rex, Erhvervs- og turismechef i kommunen faciliterer debatten.
- Væksthus Hovedstadsregionen hjælper virksomheder med at skabe vækst, eksport og job, blandt andet vha. sparring. Vækstkonsulent Max Damgaard vil fortælle om Væksthusets tilbud, og lægge op til workshop.
- Netværk og sandwich
Erhvervsledere med virksomhed og/eller adresse i Dragør er velkommen med hver to personer. Arrangementet er gratis. Tilmelding er nødvendig og sker med e-mail til: kontakt@dragoer-erhverv.dk