Stegt valgflæsk og ristede politikere

Stegt valgflæsk og ristede politikere

Dragør Erhverv havde fulde huse, da der onsdag den 6. november blev diskuteret erhvervsliv op til det kommende kommunalvalg. For at høre de politiske partiers svar på, hvordan de vil arbejde for at skabe et mere dynamisk erhvervsliv, havde Dragør Erhverv sat otte spidskandidater i stævne på Restaurant Beghuset. Til en omgang med stegt (valg)flæsk, kold fadøl og ikke mindst klare, politiske budskaber.

Flere af byens politikere havde allerede været i krydsild tidligere på dagen hos TV2 Lorry, og burde således være i skarp træning, når det gjaldt de klare svar. Men for at være på den helt sikre side, havde Dragør Erhverv bedt TV2s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, om at være ordstyrer. Og linjen var lagt fra starten: Ordstyren – og deltagerne – ville have mindre snak om, hvad der kunne have været anderledes i fortiden – og mere fokus på hvad partierne vil gøre i fremtiden.

Som debatten skred frem, kom politikerne og deltagerne, der alle var erhvervsdrivende fra kommunen, vidt omkring i de erhvervsrelaterede temaer. Det handlede blandt andet om udviklingen af havneområdet, udformning af en erhvervspolitik, serviceniveauet på rådhuset, ansættelsen af en erhvervschef og vigtigheden af samarbejde mellem partierne. Paradoksalt nok rådede der enighed blandt politikerne om flere og væsentlige områder, mens der var større uenighed at spore, når det gjaldt om processer og ikke mindst kommunens økonomiske situation.

Ved håndsoprækning stod én ting dog klart: Alle partierne bakkede op om ansættelsen af en erhvervschef. Fremtiden på den anden side af kommunalvalget vil vise, om der bliver lagt handling bag det fælles løfte.

Dragør Erhverv havde forud for arrangementet bedt de lokale partier om deres planer for erhvervsudviklingen. Du kan finde deres svar på foreningens hjemmeside: Dragoer-erhverv.dk