Regnskab og jura for virksomhedsledere

Regnskab og jura for virksomhedsledere

Opbakningen til Dragør Erhvervs seneste gå-hjem-møde var stor. Det samme var spørgelysten, da revisionshuset Gutfelt og restaurant Viva var værter ved mødet, som satte spot på regnskab, skat, pension, generationsskifte og juridiske forhold i virksomhederne.

Buster Emil Schmidt, som leder restaurant Viva, bød velkommen og fortalte, at de holder lukket i januar, februar og marts. Dog er selskaber velkomne efter aftale, og sådan en havde vi. Så 25 medlemmer og gæster var forsamlet på den smukke restaurant i båden, der ligger centralt placeret lige under Langebro i hjertet af København.

Buster er udlært hos B&W skibsværft, men kom ind i restaurationsbranchen, da værftet lukkede ned. Hans vej til Viva gik en tur tilbage til skibsbyggeriet, for han var med til at ombygge og indrette båden i sin tid.
Efterfølgende var der ikke langt fra at drive restaurant på Christianshavn og til at springe ud i projektet med en restaurant ombord på Viva.

Senere er Lennart Gutfelt, som driver en revisionsvirksomhed i Dragør med 20 ansatte, kommet ind i Vivas ejerkreds. Og Lennart stod sammen med advokat Christian Elmer fra Lund, Elmer og Sandager for aftenens inspirerende oplæg.
Samtidig diskede Buster op med Vivas lækkerier i form af tapas, vin, vand, kaffe og lidt til den søde tand.

De to eksperter kom godt rundt om alle de emner, som berører det selskabsretslige og økonomiske i virksomhederne. Tilmed på en underholdende og til tider overraskende måde.

Lennart Gutfelt opfordrede bl.a. til, at virksomhedslederne sparer penge på revisoren. Det kan man fx gøre ved kun at vælge den højst nødvendigt revision og ved at lægge sit regnskabsår forskudt i forhold til kalenderåret. Og så gav han gode råd til, hvordan man samarbejder bedre med sin bank:

”Som virksomhed kan man påvirke banken til at give en bedre rating ved at fremstå som ansvarlig virksomhedsejer, og det kræver ud over de rigtige nøgletal en løbende god dialog,” sagde han.

Christian Elmer, som er advokat og partner i Lund, Elmer og Sandager fortalte om fordele og ulemper ved forskellige selskabsformer, og om hvad man skal være opmærksom på, når man indgår aftaler om samarbejde eller ved køb og salg af virksomheder:

”En af de ting som er mest interessante er jo prissætningen, men det er også vanskeligt. For hvad er en virksomhed egentlig værd? Det er min erfaring, at man som regel kan finde et fornuftigt niveau, hvis både køber og sælger deltager i en budrunde,” sagde Christian.

Foruden den faglige inspiration var der god tid til, at de fremmødte erhvervsledere kunne få talt med hinanden og skabt nye forretningsmuligheder.

Næste arrangement i Dragør Erhverv er ordinær generalforsamling den 12.
marts, som kommer til at foregå på Dragør Fort. Her er foreningen også vært ved en middag og revyforestilling for sine medlemmer.

Dragoer-erhverv-paa-vi (1)Dragoer-erhverv-paa-vi (2)

Dragoer-erhverv-paa-vi (5)

Lennart Gutfelt

Lennart Gutfelt

Christian B. Elmer

Christian B. Elmer