Nyt konsortium skal vedligeholde Dragør Kommunes bygninger

Tre af Dragørs virksomheder medvirker i det vindende konsortium:

Dragør Erhverv siger tillykke til Orla Hansen & Søn (VVS), AB Maleren v/Anders Brinck og Flindt & Pedersen (Snedker/Tømrer), som deltager i det konsortium, der skal vedligeholde kommunens bygninger de kommende fire år.

Dragør branding

John Flindt (tv), fra Flindt & Petersen er en af de tre Dragør-virksomheder i det vindende konsortium. Her ses han sammen med erhvervs- og turismechef Claus Rex foran et projekt med renovering af toiletter på havnen, som en række Dragør-firmaer også har løst.

Kontrakten om vedligehold løber fra februar 2017 til slutningen af januar 2021. Efter et tæt opløb godkendte Kommunalbestyrelsen i Dragør den 26. januar i år en ny aktør til at vedligeholde og renovere Dragør Kommunes bygninger.

Udbuddet blev vundet af Jens Christophersen A/S, der sammen med ni andre håndværksvirksomheder, heraf tre lokale Dragør-virksomheder, afgav det mest fordelagtige tilbud set i forhold til pris, organisation og internt samarbejde samt CV og partnerskabsbeskrivelse.

”Vi modtog 14 tilbud på vedligehold af vores bygninger og stod tilbage med tre særdeles velkvalificerede tilbud. Vi er rigtig glade for, at Dragør Håndværkere kan byde ind på så højt et fagligt niveau,” siger direktør Mette Jeppesen fra Dragør Kommune og fortsætter:

”I 2016 gjorde vi meget ud af dialogen forud for udbuddet, og det er mit indtryk, at det samarbejde vi havde med blandt andet Dragør Erhverv har båret frugt.”

Dette kan vi kun bekræfte hos Dragør Erhverv. De seneste to år har vi arbejdet sammen med Mette Jeppesen, og efter han er kommet til, også erhvervs- og turismechef Claus Rex for at fremme dialogen mellem kommunen og lokale håndværkere og tilskynde flere til at byde ind på vedligeholdelsesopgaverne.

”Det er med stor tilfredshed, vi kan konstatere, at vores samarbejde har båret frugt. Herfra skal der lyde et stort tillykke med opgaverne til vores lokale håndværkere,” siger Dragør Erhvervs næstformand Susanne Lindø Grønbech.

Dragør Erhverv har i en del år arbejdet for, at Dragør Kommune skal spørge lokale virksomheder, når det er muligt. Og fra 2016 begyndte Dragør Kommune at udbyde opgaver med et budget på over 100.000 kr. Foreløbig er det lykkedes flere lokale Dragør-virksomheder at afgive det bedste bud på disse opgaver.