Et kig ind i fremtidens Dragør

Et kig ind i fremtidens Dragør

Krystalkuglen er sløret og selv økonomiske vismænd er ikke sikre på, hvad fremtiden bringer, men i onsdags på Dragør Strandhotel gjorde en gruppe lokale erhvervsledere alligevel forsøget på at tale om fremtiden og gå den aktivt i møde sammen.

Det var Dragør Erhverv, der bød til fyraftensmøde om fremtidens virksomheder i Dragør og den lokalt bosiddende fremtidsforsker, Anne Skare Nielsen, der sad ved tidsmaskinens ror.

Anne førte deltagerne igennem forskellige scenarier for, hvordan fremtiden kunne komme til at se ud, og ikke mindst, hvordan man kan håndtere den uvished, som er et fast element i at beskæftige sig med fremtiden.

Hvis man forestiller sig at stå på et skateboard, på toppen en stejl bakke, som ender ud i en badebro, der fører lige lukt i vandet – tænker man så ”uha, uha” eller ”jubi-ja”? Og hvad kan man gøre for at forberede sig? Nogle foreslog hjelm og knæbeskyttere, andre at holde sig midt på bakken eller at lære at svømme, men deltagerne var enige om, at det under alle omstændigheder var smartere at forholde sig til det, der lå foran, frem for at vende ryggen til, og lade bakken tage én baglæns og uforberedt.

Og det var med dette in mente, at 25 erhvervsledere af alt fra konsulentfirmaer over restaurationsvirksomhed og elektrikere til yogarejser diskuterede fremtidsplaner for deres virksomheder. De fik vendt gode råd med hinanden – både dem, som de ville give deres ”fortids-jeg” og dem, som de kunne forestille sig at modtage fra deres ”fremtids-jeg”.

Derudover løftede Anne sløret for nogle af tidens tendenser, der blandt andet peger på, at vi kommer til at gå fra ”mig” til ”forpligtende fællesskaber”, fra ”vækst” til ”værdi” og fra ”mere” til ”bedre”. Disse tendenser ses allerede på markedet og med én finanskrise i ryggen og tsunami-varsel om en mulig anden, ser Anne Skare Nielsen god grund til at ruste sig, ved: ”ikke at gøre som man plejer, men lade de nye hjerneceller tænke nyt!”

Mødet lagde derfor også op til muligheden for at fortsætte arbejdet med fremtiden – i fremtiden, både med Anne Skare Nielsen, Dragør Erhverv og – først og fremmest – hinanden.