Erhvervsledere og minister på besøg hos Øens Murerfirma

Erhvervsledere og minister besøgte Øens Murerfirma

Omkring 30 lokale erhvervsledere brugte eftermiddagen i går hos Øens Murerfirma på at tale om, hvordan socialt ansvar og lønsom forretning kan kombineres. Det var Dragør Erhverv, som havde arrangeret mødet, som satte spot på, hvordan lokale virksomheder både kan gøre forretning og gøre en forskel med gode gerninger.

”Der er mange gode grunde til, at virksomheder skal have et socialt engagement – det giver stolthed, velvære, godt arbejdsklima – og heldigvis findes der rigtigt mange gode eksempler på, at det også gavner forretningen,” sagde socialminister Karen Hækkerup, som havde fundet plads i en travl kalender til at lægge vejen forbi temamødet og give sit bud på, hvordan virksomhederne kan være med til at gøre en forskel.

Og faktisk er Øens Murerfirma et af de fremmeste eksempler herhjemme på, at netop den gode gerning og fornuftig forretning kan kombineres. Siden virksomhedens start, har man haft lærlinge og et særligt øje for at give unge, som måske er på vej ud ad skolesystemet og arbejdsmarkedet, en chance og motivationen for at komme i gang med en faglig uddannelse – som murer, kloakmester eller noget helt tredje.

”Vi er alle sammen gode til et eller andet – det gælder bare om at finde ud af, hvad det er,” sagde indehaver og direktør Jan Elving fra Øens Murerfirma bl.a. om det grundsyn, som firmaet møder de unge praktikanter med. Øens Murerfirma vandt i 2012 CSR People Prize +100 for sit praktikantprogram, hvor årligt omkring 50 unge arbejdsløse får en praktikplads og en chance for at prøve murerfaget af og finde ud af, om en håndværksuddannelse måske er vejen fremad. Sammen med Jan Elving fortalte administrerende direktør René Colding og en af virksomhedens mentorer om, hvordan Øens Murerfirma har integreret det sociale arbejde i den daglige forretning.

På mødet fik erhvervslederne også mulighed for at høre, om de muligheder deres egen virksomhed har for fx at få praktikanter, akademisk uddannede videnpiloter og for at hjælpe udsatte medarbejdere – som måske pga. sygdom, skilsmisse eller misbrug er ved at miste grebet om arbejdslivet.

Klik på billederne for at se dem større: