Dragør Kommune er rykket 7 pladser frem i DI’s Erhvervsklimaundersøgelse

Dragør Kommune er rykket 7 pladser frem i DI’s Erhvervsklimaundersøgelse

Dansk Industri har netop offentliggjort dette års erhvervsklimaundersøgelse. De danske kommuner vurderes ud fra 22 statistiske indikatorer indenfor erhvervsvenligheden, og DI har givet Dragør Kommune en samlet placering som nummer 83 på listen over lokalt erhvervsklima i 2017. Det er 7 placeringer bedre end i 2016.

Hos Dragør Erhverv ønsker vi kommunen tillykke med fremgangen. Det er et tegn på, at Dragør Kommune har prioriteret erhvervspolitik og service noget højere i de seneste år. Vi oplever et godt og tillidsfuldt samarbejde med byens politikere og embedsmænd. Og det er en forudsætning for, at vi kan nå et af foreningens mål: At udvikle bedre vilkår for at drive virksomhed i Dragør.

Også på borgmesterkontoret i Dragør er der stor tilfredshed med fremgangen i DI’s erhvervsklimaundersøgelse:

”Jeg er meget stolt af, at de seneste to års satsning på at styrke erhvervsfremmeindsatsen er lykkedes. Vi har virkelig styrket vores relevans og service over for erhvervslivet, og jeg ser frem til at fortsætte den gode udvikling sammen med vore virksomheder og Dragør Erhverv,” siger borgmester i Dragør Kommune, Eik Bidstrup.

Fremgang i sagsbehandling og kommunens image
Dragør Kommunes bedste placering er i kategorien statistiske indikatorer, hvor kommunen er nr. 32 på listen. Denne kategori dækker over de kommunale rammer og udviklingen af disse de seneste tre år. Kommunen har fået den største fremgang i kommuners sagsbehandlingstider. Her er Dragør rykket 21 pladser frem fra nummer 70 til 49 på listen. Også kommunens image er blevet bedre ifølge undersøgelsen, hvor Dragør er rykket 17 pladser frem fra nummer 90 til 73 på listen.

I Dragør Erhverv er vi glade for fremgangen i placeringen DI’s undersøgelse og ønsker, at denne udvikling skal fortsætte de kommende år. Dragør Kommunes erhvervsliv er bl.a. udfordret af begrænsningerne i kommunens størrelse og geografiske placering. I Dragør Erhverv vil vi dog fortsat arbejde for at sikre bedre vilkår for kommunens virksomheder. Det må være et fælles mål opnå endnu bedre resultater i alle DI’s 22 opstillede indikatorer for et godt erhvervsliv.

Dragør Erhverv og markante erhvervsprofiler på Frivillig Fredag

 

Anne-Rikke-Terese

Dragør Erhverv og markante erhvervsprofiler på Frivillig Fredag

Fredag den 25. august 2017 fejrede Dragør for anden gang i år byens mange frivillige. Dragør Erhverv er en af de store, frivillige foreninger, som var at finde ved en stand til arrangementet ved Dragør Havn.

Dragør Erhverv deltog i Frivillig Fredag på Dragør Havn for at møde byens mange erhvervsdrivende og sætte fokus på udvikling af lokale virksomheder og arbejdspladser. På standen kunne man møde foreningens bestyrelse, og få en snak om, hvordan Dragør Erhverv er med til at styrke byen og bidrage til et stærkt, mangfoldigt og succesfuldt erhvervsliv.

Tre markante erhvervskvinder
Ved Dragør Erhvervs stand på Frivillig Fredag kunne man også møde tre markante erhvervsledere, der driver virksomhed og bor i Dragør. De fortalte hver især om deres virksomhed, deres udfordringer og fremtiden for deres virksomhed og for erhvervslivet i Dragør.

Vi fik besøg af Terese Hoffeldt, som også bor i Dragør – både privat og med sin veletablerede og voksende virksomhed, der sælger miljøvenlige og giftfri produkter til småbørn via hjemmesiden Heveaplanet.com. Vi talte med Terese om, hvilke fordele og ulemper der er ved at drive virksomhed i Dragør, og hvordan hun mener, at forholdene for vækstvirksomheder i Dragør kan forbedres.

Man kunne også møde Anne Skare, som er fremtidsforsker og medejere af Future Navigator. Hun bor I Dragør, og vi talte med hende om, hvordan det er at drive egen virksomhed og bo i Dragør – samt hvilken udvikling i Dragørs erhverv, hun kan se i krystalkuglen.

Derudover talte vi med Rikke Stoltz, som bl.a. står bag etableringen af Cykelfærgen mellem Dragør og Limhamn. Rikke er for nyligt flyttet til Dragør med sine iværksættervirksomheder inden for shipping og handel. Vi talte med hende om, hvordan det er at etablere virksomhed i Dragør, og hvordan hun ser på fremtiden.

Formålet med Dragør Erhvervs deltagelse i Frivillig Fredag var at få flere lokale virksomheder til at støtte op om foreningen. Omkring hver femte virksomhed med aktive arbejdspladser i Dragør er medlem af foreningen. Med flere medlemmer vil foreningen kunne styrke erhvervslivet i Dragør endnu mere i fremtiden.

En forening for alle Dragørs virksomheder
Dragør Erhverv er en frivillig forening, der arbejder for at fremme betingelserne for det lokale erhvervsliv i Dragør. Foreningen har til formål, at samle erhvervslivet og give virksomheder mulighed for at møde hinanden, at være talerør for erhvervslivet overfor Dragør Kommune, at samarbejde med og udfordre kommunen, at gavne erhvervslivet ved at styrke og tiltrække events, aktører osv., at synliggøre Dragør gennem PR og markedsføring og at inspirere byens virksomheder med netværk- og kompetenceforløb.

Dragør Erhverv har eksisteret i snart fem år og stræber efter at skabe de bedste vilkår for de lokale virksomheder og virksomhedsejere på tværs af brancher og den lokale geografi. Dragør Erhverv ønsker at bidrage til, at Dragør har et succesfuldt erhvervsliv med mange og gode arbejdspladser.

Se billeder fra Frivillig Fredag nedenfor:

IMG_0001 IMG_9977 IMG_9997

IMG_9982

Medieomtale til Dragørs erhverv og turisme

Medieomtale til Dragørs erhverv og turisme

Dragør Kommune, Dragør Erhverv og Dragør Turistråd har i et succesfuldt PR-projekt sat fokus på byens håndværkere, detailhandel og turisme. Tre vigtige emner for kommunens fortsatte fremdrift.

Dragørs position som Københavns baghave på kanten af Øresund kan udnyttes til at tiltrække yderligere turisme, ligesom der for kommunens lokale håndværkere ligger et stort forretningsmæssigt potentiale i deres viden og erfaring indenfor vedligeholdelse og restaurering af ældre eller fredede bygninger. Begge emner var en del af et PR-projekt, som Dragør Kommune søsatte i slutningen af foråret.

I forbindelse med Havnens Dag i foråret, blev den første PR-aktivitet gennemført for at sikre opmærksomhed omkring Dragør som et godt sted at nyde frisk luft og aktiviteterne på og omkring havnen. Senere er ombygningen af taget på Dragør Bio brugt som eksempel på, hvordan Dragørs mange fredede bygninger er med til at fostre en stand af håndværkere med helt særlige kompetencer.

Når juleræset er overstået, sætter den sidste PR-aktivitet spot på de gode shopping-oplevelser, som findes i Dragør.

Bag PR-projektet står Dragør Kommune, Dragør Erhverv og Dragør Turistråd. I alt har de to første PR-aktiviteter ført til 20 artikler i lokalaviser og fagblade. Samlet set har historierne nået mindst 400.000 læsere, og det glæder Erhvervs- og Turismechef i Dragør Kommune, Claus Rex:

”Det er første gang, at vi har forsøgt os med branding af denne type, og vi er meget tilfredse med resultaterne. Et øget mediefokus på Dragør vil udmønte sig i mere handel og turisme. Jeg kan godt forestille mig, at vi forsøger os med et lignende projekt senere i 2017.”

Fokus på byens håndværkere
Pengene til PR-aktiviteterne er fundet hos Dragør Kommune og Dragør Erhverv, der gerne giver en hjælpende hånd med at synliggøre kommunens håndværksbranche, detailhandel og rekreative aktiviteter.

Dragør Erhverv har længe arbejdet for samarbejde og konstruktiv dialog blandt byens håndværkere.

”Dragør Erhverv sætter mange initiativer i verden og prøver at trykke kommunen lidt på maven. De lokale håndværkere får nu igen lov til at byde på lokale opgaver, og jeg synes bestemt, at Dragør Erhverv har været med til at presse på i den forbindelse,” siger John Flindt, der er ejer tømrervirksomheden Flindt & Pedersen og bestyrelsesmedlem i Dragør Erhverv.

Flindt & Pedersen arbejder i øjeblikket med etableringen af nye toiletter på Dragør Havn. En opgave de vandt i udbud. Også en anden kommunal opgave har John Flindt budt på for nylig, men i dette tilfælde gik opgaven til en anden lokal håndværker. Det generer dog ikke håndværksmesteren:

”Kommunen har valgt at lytte til os, så opgaver med vedligeholdelse igen bliver udbudt lokalt. Byens håndværkere skal ikke have noget forærende, men vi vil have lov at byde på opgaverne. Det får vi i et vist omfang nu. Derudover fokuserer vi på at få yderligere opgaver udenbys,” forklarer John Flindt.

Opbakning til lokale
På rådhuset i Dragør er erhvervs- og turismechef Claus Rex ikke i tvivl om potentialet i Dragørs erhvervsliv. Sammen med Dragør Erhverv, Dragør Turistråd og andre lokale foreninger kan Dragør Kommune fungere som samlingspunkt for et dialogbåret og initiativrigt erhvervsliv.

”Vi skal skabe gode betingelser for Dragørs erhvervsliv og turisme. Det er grunden til, at kommunen sammen med Dragør Erhverv og Dragør Turistråd har sat yderligere fokus på at gøre Dragør mere kendt for sine rekreative kvaliteter, charmerende shopping og dygtige håndværkere,” siger erhvervs- og turismechef Claus Rex og bliver bakket op af John Flindt:

”Vi er nødt til at bakke op omkring de lokale. Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden. – både håndværkerne, detailforretningerne og alle andre aktører. Jeg er glad for, at kommunen, turistrådet og Dragør Erhverv har forsøgt at sætte mere fokus på det,” siger John Flindt.

Dragør er blevet lidt mere erhvervsvenlig

Dragør er blevet lidt mere erhvervsvenlig

Hvert år tager Dansk Industri (DI) pulsen på de danske kommuners erhvervsvenlighed, og rapporten fra 2016 indikerer, at erhvervsklimaet i Dragør er i fremgang. Den gode nyhed er, at Dragør er rykket tre pladser frem sammenlignet med 2015. Den mindre gode nyhed er, at årets undersøgelse placerer Dragør i den kedelige ende af tabellen, som nummer 90 ud af 96 kommuner.

Det er vigtigt at nævne, at DI skriver i undersøgelsen, at Dragør Kommune er en af de kommuner med den laveste svarprocent. Resultatet påvirkes derfor i højere grad af de enkelte svar, hvilket medfører større udsving rent placeringsmæssigt.

Her hos Dragør Erhverv tager vi dog de positive briller på og hæfter os ved, at vores kommune langsomt kravler op ad rangeringsstien. Derudover håber og tror vi på, at vores kommune kan rykke endnu længere op i tabellen i 2017, når vi for alvor begynder at mærke effekten af kommunes nye erhvervs- og turismestrategi, som blev vedtaget sidste år.
Her i Dragør Erhverv vil vi gøre vores og fortsætte med at forbedre Dragørs erhvervsklima, og vi håber, at flere af kommunens erhvervsdrivende vil støtte op omkring dette.

Læs mere om undersøgelsen fra DI her.

Dragør Erhverv og kommunalbestyrelse i venskabelig dyst

Ro-konkurrence ved havnefesten

Eik_Rasmus_TravaljerLørdag den 13. august 2016 dyster otte friske repræsentanter fra henholdsvis Dragørs kommunalbestyrelse og Dragør Erhverv i en ro-konkurrence i såkaldte Travaljer, som er store otte-personers robåde med styrmand.

Starten går kl. 12.30 ved Nordre Mole – ud for Kajakklubben Pilen. Sebastian Dorset kommenterer konkurrencen.

KOM NED PÅ HAVNEN OG HEP PÅ DINE FAVORITTER

Vores borgmester, Eik Dahl Bidstrup, har lovet at stille et stærkt kommunalpolitisk hold.

Dragør Erhverv har samlet et dream team, som består af:
Søren Schwensen fra Once In A Lifetime
Dorde Lange Jacobsen fra Avia Radio A/S
Rasmus Nielsen fra Venue CPH
Ole Sørensen fra Greenmatic
Mikkel Jørgensen fra Murermester
Jimmy Kjærsvold fra Dragør Sko
Henrik Askø Stark fra Starco
Susanne Lindø fra Grønbech

Dragør Erhverv udfordrer kommunalbestyrelsen
Konkurrencen blev aftalt efter det seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvor Dragør Erhvervs formand, Rasmus Nielsen, udfordrede den samlede kommunalbestyrelse i spørgetiden.

Det blev en sen forestilling for Erhvervs formand og fotograf Karl Erik Grønbech. Da kommunalbestyrelsesmødet trak ud, måtte de to vente til omkring kl. 22.15 på årets længste dag. Men så blev udfordringen også leveret med et glimt i øjet og taget positivt op af den samlede kommunalbestyrelse. Til ære for fotografen gav Eik Dahl Bidstrup erhvervsforeningens formand håndslag på ro-konkurrencen, inden den lukkede del af kommunalbestyrelsesmødet gik i gang.

”Vi glæder os til dysten, og vil fra erhvervslivet satse på at sætte et vinderhold. Desuden planlægger vi dysten, så der bliver mulighed for at heppe på kombattanterne fra boldværket,” sagde Rasmus Nielsen.

Fokus på branding af Dragør

Fokus på branding af Dragør

Dragør og Store Magleby har alle muligheder for at øge indtægterne fra erhverv og turisme i de kommende år. Derfor søsætter Dragør Kommune, Dragør Turistråd og Dragør Erhverv nu nye initiativer, der skal fremstille byerne i et attraktivt lys.

Turismen i Danmark vil fortsætte med at have vokseværk i de kommende år. Det forventer de i hvert fald hos VisitDenmark, der spår flotte væksttal for den danske turisme.

Dragør har med sin placering, charme og lange historie store muligheder for at tiltrække sin andel af både danske og udenlandske turister. Det får nu Dragør Kommune, Dragør Turistråd og Dragør Erhverv til at sætte fokus på brandingen af Dragør og Store Magleby som attraktive turistmål.

I foråret igangsatte Dragør Kommune et projekt, der henover sommeren og efteråret skal give Dragør en øget eksponering på web og i lokale og landsdækkende medier. Det vil munde ud i tre PR-aktiviteter, der skal sætte fokus på byens havn, handelsliv og gode håndværkstraditioner. På rådhuset er initiativtageren, Erhvervs- og Turismechef Claus Rex, ikke i tvivl om, at Dragør har potentialet til at tiltrække flere turister og mere aktivitet.

”Dragør er den idylliske og charmerende plet tæt på København. Den er et oplagt turistmål for beboere på Amager og i Hovedstaden, men også for de turister, der har København som hovedmål. Vi skal gøre turisterne opmærksomme på, at Dragør har enormt meget at byde på. En kulturperle, den smukke natur, den hyggelige havn og de mange gode caféer og spisesteder er bare nogle af de ting, som vi kan tilbyde,” siger Claus Rex.

Et stærkt erhvervsliv

Turismen har stor indflydelse på økonomien hos Dragørs restauratører og næringsdrivende. Det er grunden til, at foreningen Dragør Erhverv, som tæller mange af byens virksomheder, har valgt at påtage sig en del af udgifterne. Og det er grunden til, at projektet også har opbakning fra Dragør Turistråd.

”Projektet er det første skridt i en længere proces, der på sigt skal fremhæve Dragør og Store Magleby, både som turistdestination, men også som erhvervsvenlig by med gode muligheder for både shopping og friluftsliv. Vi har et stærkt fællesskab og et dynamisk erhvervsliv i byen,” forklarer formanden for Dragør Erhverv, Rasmus Gundelund Nielsen, og fortsætter:

”Vores håndværkere har enormt meget knowhow om renovering og istandsættelse af gamle bygninger. Det skal vi udnytte, så vi kan få en øget efterspørgsel på deres viden.”

Kommunen, Dragør Erhverv og Dragør Turistråd har i samarbejde med det lokale kommunikationsbureau, Grønbech, allerede afviklet den første PR-aktivitet, der gav Dragør Havn omtale i flere lokalmedier og fagblade. Se et par eksempler på omtalen her:

BygTek
Bådmagasinet

Grønbech har også tidligere været med til at fortælle gode historier om Dragør uden for kommunegrænsen. Da DR sendte julekalenderen Tidsrejsen i 2014, medførte Grønbechs PR-arbejde mere end 85 omtaler af julemarkedet og Dragør som julekalenderens lyslevende kulisse i radio, tv, aviser, ugeblade og magasiner.

Stor interesse for møde om Dragør Kommunes udbud af vedligeholdelse af ejendomme

Stor interesse for møde om Dragør Kommunes udbud af vedligeholdelse af ejendomme

Mere end 40 personer var samlet i Pakhuset på havnen d. 27. april fra kl. 19 for at høre om, hvordan kommunens kommende udbud af vedligeholdelse af kommunale ejendomme vil komme til at foregå.

Dragør Kommune havde dog fornemt sørget for, at Rosenkilde Catering havde kaffe, te og kage klar til de mange deltagere, så de havde noget at varme sig på.

Formand, Rasmus Gundelund Nielsen, bød velkommen til mødet, som foreningen havde arrangeret i samarbejde med Dragør Kommune. Foreningens formål med mødet var dels at sætte spot på, hvordan udbuddet ville komme til at foregå – og dels at opfordre lokale håndværkere til at indgå konsortier, der kan byde på arbejdet, der udbydes i totalentreprise til efteråret.

Mødet begyndte med at afdelingschefen for Teknik og Miljø i Dragør Kommune, Jesper Horn Larsen, fortalte om det kommende udbud, hvor han blandt andet opfordrede håndværkerne og de øvrige fremmødte til at komme med deres bud på, hvad der skal til, for at gøre det interessant for lokale håndværksvirksomheder at byde sammen på en totalentreprise.

Efterfølgende fortalte en advokat fra Udbudsvagten om, hvad det kræver at byde på sådanne totalentrepriser. Dragør Erhverv har indgået en aftale om, at op til to lokale konsortier efterfølgende kan få hver to konsultationer hos Udbudsvagten til forberedelse af deres konkrete bud. Dem der er interesserede i at benytte dette tilbud, kan henvende sig til erhvervs- og turismechef, Claus Rex eller Rasmus Gundelund Nielsen.
Kontaktoplysninger kan findes her.

Se Jesper Horn Larsens oplæg

Dragør Kommunes udbudsbekendtgørelse (prækvalifikation)


Møde om udbud i Pakhuset
UdbudsvagtenMøde om udbudJepser Horn Larsen

 




 

 

 

Dragør får erhvervs- og turismestrategi

Dragør får erhvervs- og turismestrategi

Forslaget til strategi for erhverv og turisme er udarbejdet af kommunens nye erhvervs- og turistchef, Claus Rex, i dialog med Dragør Erhverv og Dragør Turistråd.

Strategien blev vedtaget på kommunalbestyrelsens møde den 27. november 2015 med et overvældende flertal – 13 stemte for, én undlod at stemme og én var fraværende.

Den nye strategi har fem overskrifter: Sådan taler vi sammen – Det vil vi gøre for vores virksomheder – Det vil vi fokusere på – Dragør som attraktion – Hvem gør hvad.

”Det er fantastisk, at vi nu har fået politisk fokus på udviklingen af Dragørs erhverv,” siger Rasmus Gundelund Nielsen, som er formand for bestyrelsen i Dragør Erhverv og fortsætter:

”I 2015 har vi nået to vigtige milepæle i vores virke: Vi har fået ansat en erhvervs- og turistchef, og vi har fået en erhvervsstrategi. Dragør Erhverv er en ung forening, men vi har mødt utrolig meget velvilje og samarbejdsvilje. Både fra kommunen og fra Dragør Turistråd. Nu glæder vi os til sammen at tage de næste skridt, nemlig at gennemføre initiativer sammen som gavner og forbedrer det lokale erhvervsliv.”

”Fra Dragør Turistråd vil vi gerne ønske Dragør Erhverv tillykke med den nye strategi. Modsat turistområdet, så er det første gang, at Dragør har fået en erhvervsstrategi, og det bakker vi 100 procent op,” siger Axel Bendtsen, formand for Dragør Turistråd:

”Og det er naturligt, at strategien har fokus på at skabe sammenhæng mellem erhverv og turisme samt på at styrke turisterhvervet i vores kommune. En turismestrategi må dog samtidig kunne håndtere vores turistattraktioner, vores enestående kulturværdier og vores natur. Og vi skal kunne håndtere turisterne. Her må vi have alle Dragørs borgere med i processen. Vi ved fra så mange steder, at turisme på borgernes præmisser også er bedst for turisterne. Vi ser frem til at drøfte, hvordan vi sammen udmønter strategi og handlingsplan til glæde for Dragørs borgere,” siger han.

Fokus på dialog

”Det helt overordnede fokus i erhvervs- og turismestrategien er, at vi skal gøre tingene i dialog med hinanden,” siger Claus Rex og tilføjer, at han oplever en god, tillidsfuld, ærlig og engageret dialog allerede.

”Vi skal fortsat arbejde på at blive endnu bedre til at få talt sammen og forenet ressourcerne både hos erhvervene, i turismen og hos kommunen,” siger han:

Fokus på service

”Desuden har vi fokus på at lave nogle gode servicetilbud til virksomhederne i Dragør. Det kan være tilbud om ny viden via Væksthus Hovedstaden og vores samarbejde med Sparringspartnerne. Det kan være at sikre en nem indgang til dialog med kommunen eller sørge for hurtig byggesagsbehandling.”

Fokus på muligheder

”Desuden skal vi have fokus på at udnytte den begrænsede plads, der er til erhverv i Dragør. Vi skal sørge for, at erhvervsarealerne på A P Møllersvej, havnen, Mølleloden og Sdr. Tangvej anvendes optimalt. Grundlæggende er tanken, at det skal være muligt både at bo, leve og arbejde i Dragør – for at skabe trivsel og livsglæde,” siger Claus Rex. Når han kigger fremad mod aktiviteterne i 2016, så kommer kommunens kommende udbud af vedligeholdelse af de kommunale ejendomme til at fylde en del:

”Sammen med Dragør Erhverv kommer vi til at gennemføre et forløb, hvor vi forsøger at klæde de lokale håndværksvirksomheder på til at byde på opgaverne,” siger han. Desuden glæder Claus Rex sig til, at Dragør Kommune i foråret får en ny hjemmeside med en mere tydelig indgang og service for byens virksomheder. Når det gælder turismen, så kommer der mere fokus på, hvordan vi får turisterne til at blive lidt længere tid og bruge lidt flere penge i byen:

Fokus på turisme som erhverv

”Dragør er en typisk destination for dagsudflugter fra Hovedstaden, og for overnattende turister er lystbådehavnen et stort aktiv. Vi skal se på, hvilke særlige begivenheder i løbet af året, der kan markedsføres endnu mere effektivt for at gøre Dragørs herlighedsværdier og tilbud mere kendte. Men vi skal også se på, hvordan vi får turisterne til at bidrage mere til vores velstand.”

Ud i virkeligheden

Der er nok at tage fat på, men Claus Rex lægger dog også vægt på, at han stadig vil prioritere at besøge Dragørs virksomheder:

”Jeg fik en fantastisk velkomst, da jeg startede i jobbet i maj måned i år. Den gode og åbne dialog med Dragør Turistråd og Dragør Erhverv er grundlaget for den vedtagne strategi – og det vil også være grundlaget for mit fremtidige arbejde,” siger han. Desuden tilføjer han, at der politisk arbejdes med at sikre bedre infrastruktur til, fra og i Dragør – en proces som både involverer transportminister, lufthavnen, Region Hovedstaden og Movia.

Efter Kommunalbestyrelsens vedtagelse af strategi og handleplan er den færdige strategi blevet sendt til behandling i bestyrelserne i Dragør Turistråd og Dragør Erhverv, hvoraf sidstnævnte har vedtaget strategien på sit bestyrelsesmøde den 1. december.

Vind eller forsvind på internettet

Vind eller forsvind på internettet

Vil du vide, hvordan din hjemmeside fastholder eksisterende kunder og tiltrækker nye kunder? Din hjemmeside er det første sted, en potentiel kunde søger information.

Finder kunden det, han leder efter? Hvilket indtryk får kunden af din virksomhed? Er det nemt for kunden at handle eller komme i kontakt med virksomheden? Du har 3-5 sekunder til at vinde kundens fortrolighed!

120615_Li_Søren_Lindhardt_4371Direktør Søren Lindhardt fra Onmondo giver sit bud på, hvordan man gør succesfuld forretning på nettet – og tager et par af vores hjemmesider under kærlig behandling.

Det sker på Dragør Erhvervs næste gå-hjem-møde onsdag den 25. november kl. 18.30-21.00 på Dragør Strandhotel

I pausen og efter Søren Lindhardts oplæg er der lidt let forplejning og tid til netværk for at skabe nye forbindelser og forretningsmuligheder.

Virksomheder og erhvervsledere med adresse i Dragør er velkommen med hver 2 personer. Arrangementet er gratis for medlemmer af Dragør Erhverv. Andre betaler 50 kr. pr. deltager. Tilmelding er nødvendig og sker med e-mail til: kontakt@dragoer-erhverv.dk

Dragør har lang vej til flere privatansatte, men er på vej

Dragør har lang vej til flere privatansatte, men er på vej

Dragør er placeret som nummer fem på listen over kommuner med høj privat jobvækst i Danmark, men Dragør Kommune er stadig placeret i bunden, når det gælder antallet af private i forhold til offentlig beskæftiget. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv om udviklingen i private arbejdspladser fra 2009 til 2013.

Undersøgelsen viser, at Dragør har opnået en jobvækst i private erhverv på 2,9 procent siden 2009, hvilket placerer Dragør i top fem. Der er altså en fornuftig udvikling i kommunen med udvikling i de private erhverv og flere arbejdspladser.

Dragør ligger dog stadig langt nede på listen af kommuner, når man ser på andelen af fuldtidsbeskæftigede i private virksomheder. Undersøgelsen viser, at 61 procent af de fuldtidsbeskæftigede i Dragør er ansat i en privat virksomhed, mens 39 procent er offentligt ansatte. Det giver en placering som nummer 93 blandt kommunerne i Danmark, og svarer til, at der er 1,6 privat beskæftiget per offentligt beskæftiget.

Nabokommunen Tårnby har også haft stor privat jobvækst og er på syvende pladsen – ændringen i Tårnby var 2,7 procent. Tårnby Kommune er nummer 96, når det gælder privat beskæftiget sammenlignet med offentlig beskæftiget.

Se undersøgelsen fra Dansk Erhverv

Beskæftigelse i kommunen

 

Fremtidsudsigter og udvikling fra 23. etage

Gå-hjem-møde på Bella Sky

Dragør Erhverv kunne 21. maj byde knap 30 erhvervsledere velkommen i et fornemt konferencelokale på Bella Sky’s 23. etage med udsigt over Amager, hvor man til og med kan ane Dragør.

Herefter fortalte nyligt tiltrådte direktør i Bella Center-gruppen, Allan Agerholm, om strategien for et af Danmarks største messecentre og hotelselskaber – og visionerne om både at skabe internationale brands og bidrage til et bedre lokalt miljø. Både Crown Plaza og Bella Sky appellerer til et internationalt publikum – turister og forretningsfolk. På Crown Plaza er omkring 75 procent af gæsterne internationale, mens det på Bella Sky er omkring 50 procent.

Allan Agerholm præsenterede også sine planer for, hvordan Bella Center og Bella Congress Center kan trækkes op til at møde behovet for møder, konferencer og events i fremtiden. Og han fortalte om det nye kontorhus i Copenhagen Towers-projektet, som er ved at blive opført, og om ombygningsplanerne for Bella Center-grunden. Sidstnævnte er projekter, som afventer tilladelse, og som i takt med efterspørgslen også vil skabe flere arbejdspladser, nye boliger og en daginstitution.

Deltagerne var interesserede og spørgelystne, og efter en levende debat viste Allan Agerholm rundt i det spektakulære hotel og de store kongres- og messefaciliteter. Efter rundvisningen var der tid til netværk og en smagsprøve på, hvad Bella Skys køkken kan diske op med i form af sunde snacks og lidt koldt at drikke.

Klik på billedet for at se det stort:

Gaa-hjem-bella-4 Gaa-hjem-bella-3 Gaa-hjem-bella-2 Gaa-hjem-bella

Der var dækket op i mødelokalet på 23. sal bag Bella Sky’s Skybar, da Dragør Erhverv holdt gå-hjem-møde hos Bella Center-gruppen. Allan Agerholm, direktør i Bella Center-gruppen, fortalte om fremtidsplanerne og viste rundt.

Stegt valgflæsk og ristede politikere

Stegt valgflæsk og ristede politikere

Dragør Erhverv havde fulde huse, da der onsdag den 6. november blev diskuteret erhvervsliv op til det kommende kommunalvalg. For at høre de politiske partiers svar på, hvordan de vil arbejde for at skabe et mere dynamisk erhvervsliv, havde Dragør Erhverv sat otte spidskandidater i stævne på Restaurant Beghuset. Til en omgang med stegt (valg)flæsk, kold fadøl og ikke mindst klare, politiske budskaber.

Flere af byens politikere havde allerede været i krydsild tidligere på dagen hos TV2 Lorry, og burde således være i skarp træning, når det gjaldt de klare svar. Men for at være på den helt sikre side, havde Dragør Erhverv bedt TV2s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, om at være ordstyrer. Og linjen var lagt fra starten: Ordstyren – og deltagerne – ville have mindre snak om, hvad der kunne have været anderledes i fortiden – og mere fokus på hvad partierne vil gøre i fremtiden.

Som debatten skred frem, kom politikerne og deltagerne, der alle var erhvervsdrivende fra kommunen, vidt omkring i de erhvervsrelaterede temaer. Det handlede blandt andet om udviklingen af havneområdet, udformning af en erhvervspolitik, serviceniveauet på rådhuset, ansættelsen af en erhvervschef og vigtigheden af samarbejde mellem partierne. Paradoksalt nok rådede der enighed blandt politikerne om flere og væsentlige områder, mens der var større uenighed at spore, når det gjaldt om processer og ikke mindst kommunens økonomiske situation.

Ved håndsoprækning stod én ting dog klart: Alle partierne bakkede op om ansættelsen af en erhvervschef. Fremtiden på den anden side af kommunalvalget vil vise, om der bliver lagt handling bag det fælles løfte.

Dragør Erhverv havde forud for arrangementet bedt de lokale partier om deres planer for erhvervsudviklingen. Du kan finde deres svar på foreningens hjemmeside: Dragoer-erhverv.dk

Politikerne svigter det lokale erhvervsliv

Politikerne svigter det lokale erhvervsliv

Dragør Erhverv er godt i gang, men vi kan ikke fortsætte arbejdet uden ordentlig hjælp fra kommunen. Hvis der findes et politisk ønske i kommunen (der ligger nummer 93 ud af 96 i DIs undersøgelse af det lokale erhvervsklima) om at få en en drivende og resultatskabende erhvervsforening som samarbejdspartner, så koster det lidt investering. Blot at fastholde 50.000 kroner, som var niveauet i 2013, er ganske enkelt for uambitiøst.

Læs Dragør Erhvervs læserbrev, som er sendt til Dragør Nyt og sendt til lokalpolitikerne i kommunen

Virksomhedsportrætter i Dragør Nyt

Virksomhedsportrætter i Dragør Nyt

Dragør Erhverv arbejder for en større synlighed af virksomhederne i Dragør.

Derfor glæder det os, at Dragør Nyt har valgt at bringe virksomhedsportrætter af to af foreningens medlemsvirksomheder i avisen – og at den øgede synlighed allerede har bragt nye kunder til virksomhederne!

Læs portrættet af: